Snowflake hoppede op ved siden af en lille dam. Dunk dunk, lød det fra hendes lange fødder. Hun var en snehvid kænguru med store runde ører og en laaang hale. Hun var blevet meget tørstig af at hoppe så meget. Og hun ledte efter et hjem, hun kunne kalde sit eget.

Helt ovre på den anden side af dammen tog Hank en slurk af det lækre vand. Han var en brun kamel med to høje pukler og en lang og pelset hals. Han var også et dyr, der søgte efter et hjem.

”Halløj derovre” kaldte Snowflake ovre fra sin side af dammen. ”Hvad er du for en?”. Hun var nysgerrig efter at vide mere om det store dyr.
Hank fnyste, da han kiggede over på den lille kænguru. ”Jeg er en kamel, hvad er du?” spurgte han, mens han gik langs dammen for at få et nærmere kig. Han havde aldrig set et dyr, der var så hvidt eller hoppende.

Snowflake gjorde et lille hop baglæns, da kamelen kom tættere på. ”Jeg er en kænguru, selvfølgelig,” fniste hun. ”Mit navn er Hank. Jeg er kommet langvejs fra. Jeg har været på udkig efter et nyt hjem.” Hank hang med hovedet og tilføjede; ”men jeg har stadig ikke fundet et.”

Snowflake nikkede. ”Jeg er Snowflake. Jeg har også været på udkig efter et nyt hjem. Men ingenting ser ud til at du,” sukkede hun.
”Måske vi kunne lede sammen?” Spurgte Hank.
”Selvfølgelig,” sagde Snowflake glad.

Hank og Snowflake gik sammen ned af en sandet sti. De var glade for at have hinanden at snakke med. De vandrede ind i en lille ørken, hvor solen var varm og skinnede stærkt.
”Her er det dejligt,” sagde Hank. ”Det er for varmt,” sagde Snowflake. ”Og tørt,” tilføjede Hank. ”Det her vil bare ikke du for en kænguru,” sagde Snowflake.

De vandrede videre sammen. De kom ind i en jungle med høje høøøje træer.
”Her er der dejligt,” sagde Snowflake.
”Her er lidt overfyldt,” sagde Hank, da han dukkede hovedet under en lav gren. Pludselig begyndte fuglene at kvidre og flagre, aberne hvinede og skreg, og selv en løve brølede.
”Alt for støjende,” gispede Snowflake. ”Det her vil bare ikke du for en kænguru!”

De fortsatte deres vandring og kom til en strand, hvor sandet var dejligt hvidt. Store bølger skyllede ind på land og over dem fløj mågerne. ”Her er dejligt,” sagde Hank. Han kunne godt lide den friske luft og sandet under sine fødder. ”Det er vådt,” sagde Snowflake, da hun dybbede sin lange hale ned i havvandet. ”Vådt er godt hvis du er tørstig,” sagde Hank og tog en stor slurk af vandet. Men han spyttede det hurtigt ud igen. ”Adder, det er alt for saltet!” spruttede han.
Snowflake rystede på hovedet, mens hun hoppede langs vandkanten og sagde; ”Det her vil bare ikke du for en kænguru.”

De fortsatte deres rejse. De vandrede op ad en bjergside. Det blev koldere og koldere, jo højere op de kom. ”Brr,” sagde Hank og rystede. ”Brr,” gysede Snowflake. ”Det er alt for koldt,” sagde Hank, da de gik ned på den anden side af bjerget. ”Det her vil bare ikke du for en kænguru,” sagde Snowflake, mens hendes tænder klaprede.

Da solen begyndte at gå ned på himlen, var Snowflake og Hank lidt triste. De havde søgt og søgt, men de havde endnu ikke fundet et hjem, som var lige tilpas. ”Jeg vil have et dejligt varmt sted,” sagde Hank. ”Jeg vil have blødt, grønt græs,” sagde Snowflake. ”Og en åben himmel,” sagde Hank. ”Og netop den rigtige mængde af vådt!” Snowflake fniste; ”ups, jeg mener vand.”
”Som ikke er saltet,” tilføjede Hank. ”Selvfølgelig,” svarede Snowflake. ”Tror du nogensinde, vi finder det?” spurgte hun trist.
”Selvfølgelig,” svarede Hank. ”Vi skal bare holde ud!”

De fortsatte deres vandring og kom til en sti som gik igennem en skov. På den anden side af skoven var der blødt grønt græs og en stor, åben himmel. ”Dét er dejligt,” sagde Snowflake, mens hun stampede med sine fødder på græsset. ”Dét er dejligt,” sagde Hank, mens han strakte sin lange hals og holdt hovedet højt.
Der var også en lille dam, som de begge tog en stor slurk af. ”Den er ikke saltet,” sagde Hank lykkeligt. Et andet mærkeligt væsen stod tæt på dammen. Hun stod på kun to ben og smilede til dem. ”Velkommen til Enghave,” sagde hun.

”Hvad er det her for et sted?” spurgte Snowflake.
”Det er en naturpark, og alle dyr og mennesker er velkomne her.”
”Kan det så være vores nye hjem,” spurgte Hank glad.
”Selvfølelig kan det det,” sagde kvinden.

Hank og Snowflake var meget glade. Enghave havde alt, hvad de ønskede sig. Det var lyst og varmt, det havde blødt grønt græs, en smuk sø og masser af åben himmel.
Men den bedste del var alle de mennesker, der kom for at besøge dem. Der kom mange store og også mange små. ”Det her hjem vil rigtig du for en kænguru,” sagde Snowflake glad. ”Og også for en kamel,” sagde Hank.